Tilknytning og mentalisering

I Bak-Op er der fokus på den tidlige tilknytnings betydning for barnet eller den unge, og på hvordan relationen har været eller er til omsorgsgiverne. Der ses på evnen til at kunne relatere sig til andre mennesker og på evnen til mentalisering. Det undersøges, hvordan barnets omsorgspersoner har været i stand til at spejle barnets følelser og tilstande i den tidlige udvikling, og på hvordan det aktuelt er muligt at skabe hensigsmæssige forandringer, så der opnås en bedre trivsel for barnet, den unge og den samlede familie.

Medarbejderne tilbyder i samarbejdet en tryg samværssituation, der gør det muligt, at der skabes en tillidsfuld relation som grundlag for det fremadrettede udviklingsarbejde.

I det socialpædagogiske arbejde er opmærksomheden særligt rettet mod:

• At støtte barnet, den unge og familien i at kunne registrere og sætte ord på egne følelsesmæssige tilstande.

• At lære barnet, den unge og familien i fredstid at lægge en plan for, hvad der kan gøres, når følelsesintensiteten er så høj, at der er særlig risiko for, at noget går galt.

• At skabe ro og tid til at barnet, den unge og familien kan tale om det, der sker i relationen, og spejle de reaktioner der opstår på måder, der giver oplevelsen af at være forstået.

Narrativ praksis og eksternalisering

I Bak-Op tages der udgangspunkt i en narrativ praksis og i eksternalisering af problemet. Det er ikke personen eller relationerne, der anses som værende problemet, men selve problemet, der er problemet. I stedet for at barnet eller den unge defineres som en person med angst, bliver problemet anbragt udenfor barnet eller den unge, og kan i stedet navngives som fx ‘skurken’, der er på besøg på forskellige uønskede måder. Skurken/problemet, tales om som én barnet eller den unge skal kæmpe imod eller bestemme over, fordi den vil tage styringen.

Eksternalisering af problemet gør det muligt for barnet eller den unge at indgå i en relation til problemet/skurken, og det sætter barnet eller den unge i en position, hvor det er muligt at lægge afstand til fortællingen om selv at være et problem. Der skabes herved mulighed for en anden selvforståelse, der kan være med til at lette livsudfoldelsen.

Fx kan fortællingen om, ‘at jeg er en angst person’, blive til, ‘at jeg indimellem har besøg af angsten, og den forsøger at presse mig på forskellige måder’. Med eksternalisering af problemet kan barnet eller den unge, sammen med andre, der gerne vil give en hjælpende hånd, finde tricks til at bekæmpe angsten, når den trænger sig på og vil bestemme. Ved hjælp af forskellige tricks /måder at cope på, bliver det således muligt at bekæmpe problemet.

Der skabes, i samarbejdet med barnet eller den unge, alternative og mere positive fortællinger, som modsvar til de hidtidige uhensigtsmæssige beskrivelser, som barnet eller den unge har om sig selv, og som også omgivelserne har dannet sig om barnet eller den unge.

Søgen efter ressourcer i det oprindelige netværk

Der er i det socialpædagogiske arbejde overordnet fokus på at genskabe relationerne mellem barnet, den unge og forældrene, og på at inddrage andre betydningsfulde personer fra netværket. Fx etableres der samværsaktiviteter mellem barnet, den unge og forældre eller andre betydningsfulde voksne, som kan være med til at skabe nye samværsoplevelser, og herved skabes der over tid mulighed for at udvikle relationerne. Samværsoplevelserne forstærkes af indledende samtaler om, hvad der skal til i kontakten med hinanden, og efter samværsoplevelserne, foretages der samtaler, om hvad der gik godt i samværet, og hvad der med fordel kunne gøres endnu mere ud af ved næste samvær.

Barnet og den unge øver sig således på at skabe positive kontaktoplevelser med betydningsfulde voksne i deres oprindelige miljø. Dette er med til at bestyrke, hvad barnet og den unge kan i samværet med personer, som vil være der, når det socialpædagogiske behandlingsforløb er afsluttet, hvor medarbejderne ikke længere er der for barnet eller den unge som støttende ledsagere.

Genogram og afdækning af potentiel traumevandring

I Bak-Op benyttes genogram som en metode til at danne et overblik over de særlige relationer, strukturer og livsbegivenheder, der er kendetegnende for barnets, den unges og familiens liv. Det er her muligt at undersøge, om der er traumeoplevelser i tidligere generationer, som det kunne være relavant at tage højde for i samarbejdet. Genogrammet kan således gøre det muligt at undersøge, om der er en øget risiko for traumevandring hos barnet, den unge og familien.

Genogrammet kan helt overordnet afdække:

• Relationer

• Positioner

• Alliancer

• Grænser

• Smidige eller fastlåste mønstre i familien

• Traumeoplevelser/traumevandring

• Særlige problemstillinger der gør sig gældende